Hvordan får spammerne fat i din email-adresse og hvordan beskytter man sig?

-Du behøver ikke være paranoid med din emailadresse - det er alligevel håbløst at undgå spam!

Det er et almindeligt godt råd ikke at bruge sin normale adresse når man registrerersig på diverse websites - fora, nyhedsbreve, diskusionslister, butikker osv - men i stedet at bruge en sekundær adresse som man bare kan smide væk hvis den begynder at blive spammet.

Jeg har de sidste 2 år brugt en service, sneakemail.com, hvor man med få klik kan oprette en ny mailadresse hvor mail automatisk bliver videresendt til ens primære adresse. Og med lige så få klik kan man nedlægge adressen igen hvis den begynder at blive misbrugt.

I løbet af de sidste 2 år har jeg brugt sneakemail alle de steder hvor jeg skulle opgive min mailadresse på nettet. Det er blevet til ca 140 forskellige emailadresser. Mail sendt til disse adresser er blevet videresendt til min normale adresse, men jeg kan stadig se hvilken sneakemail-adresse der er blevet brugt. Fordi jeg har oprettet en ny unik adresse til hver af de forskellige registreringer kan jeg se HVEM som misbruger min adresse eller videregiver den til andre misbrugere.

Og her kommer så en interessant statistik:

Ud af de 140 forskellige websites er der ca en håndfuld som er begyndt at sende mig tilbud eller nyhedsbreve som jeg ikke har bedt om. Men ingen som ikke har stoppet når jeg har bedt om det.

Og ud af de 140 forskellige websites er der INGEN som har videregivet min adresse til andre misbrugere. Jeg har ikke modtaget et eneste Viagra-tilbud el.lign på nogen af disse adresser.

Det får mig til at konkludere:

Der er meget lille risiko for at din mail-adresse bliver misbrugt når du registrerer dig på fora, nyhedsbreve og lignende.

Men får jeg da slet ingen Viagra-spam? -Jo, masser!

Hvordan har spammerne så fået min emailadress?

Før jeg begyndte at bruge sneakemail fulgte jeg princippet om at bruge en sekundær adresse til fora, nyhedsbreve osv. Ganske vist ikke lige så gennemført som nu, men jeg er alligevel overbevist om at det ikke er ad den vej min primære adresse er “sluppet ud”.

Jeg tror de har fået den af mine venner. Et af formålene med vira og orme er at høste emailadresser fra offerets PC og sende dem til virusens ophavsmand. Og jeg ved positivt at flere af mine bekendtes PCer er blevet inficeret indenfor de sidste 5 år. Og dertil kommer alle de som jeg ikke har hørt om…

Så det er håbløst - uanset hvad du gør for at beskytte din emailadresse så skal spammerne nok få fat i den.

PS: Dette er noget simplificeret - spammerne bruger mange andre metoder til at høste emailadresser. Men det gør det jo ikke ligefrem bedre.

1 kommentar to “SPAM - Du har tabt på forhånd”

  1. Henrik Kristensen den 23 May 2007 17:24

    DEMENTI: Jeg har idag fået det første stykke ondsindet spam sendt til en adresse jeg havde brugt til at registrere mig på et website, nemlig på websitet Mikronet.dk.

    Mailen indeholder en exe-fil som jeg bestemt ikke har lyst til at køre (selvom min virusscanner sandsynligvis vil fange den).

    Hurra for sneakemail.com -nu kan jeg bare nedlægge den ene mailadresse igen og alt er igen som før.

    Altså bortset fra at jeg ikke har tænkt mig at registrere en ny gyldig adresse på Mikronet - hvis du ser her kan du se hvor totalt uansvarligt de omgås medlemmernes emailadresser - i klartekst, læsbare af alle.

    At lave en lille robot som kravler rundt på websites og høster emailadresser er simpelt og er det allerførste man lærer på spammerskolen.

    Derfor må jeg modificere min artikel med dette råd:

    Før du registrerer dig på et website/forum med en emailadresse som du har kær, så check lige at det kun er administratoren og evt andre medlemmer der har adgang til medlemmernes mailadresser.

    Det gælder selvfølgelig også på dit eget website. Gør evt som jeg: publicer din mailadresse som et lille stykke grafik. Umiddelbart læsbar af intelligente væsener men ikke af maskiner.

    For selvfølgelig skal man passe på sin adresse - jo færre spammere som har den, jo færre SPAM-mails får man.

Tilføj en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere.